Vinterrejse 2008

Vinterrejse 2008 - 2009

Dagbog

Afgang mod syd d. 27.dec. Vi overnatter på BUM camping ved Borgdorf See. Næste morgen står vi op til et tyndt, hvidt snedække, som bare motiverer os til at komme hurtigt videre. Hele dagen kørte vi i sol og på tørre veje.

Næste stop var Librarer See camping vest for Køln. God morgen ! -9˚. Varmeapparatet gav fed el-regning, men vi havde da heldigvis ikke frosset. Himlen var stadig skyfri og trafikken ligeså.

Da vi kommer til Frankrig vælger vi en plads, Les Hirondelles,hvor vi ikke har været før. GPS’en/kortet fik os til at smutte ad en vej 100m for tidligt – ikke en omvej, men ad en lille vej, som fik en til at føle sig længere ude på landet, end man kan komme – 6 km, ingen huse og kun én bil. Campingpladsen lå på et plateau med udsigt til alle sider. Smukt. Mandag morgen var temperaturen steget til -8,6˚, men her var prisen (heldigvis) for overnatning incl.strøm uanset forbrug.

Solen skinnede, vejene var tørre, så det var bare deruda’ igen. Inden vi nåede Dijon, forsvandt solen og det begyndte at regne ! Isslag ! De franske advarselstavler fik tekst på, og trafikradioen meldte hele tiden. Regnen på forruden blev visket af – men de kolde sidespejle fik en kappe af is. Ingen slinger. Godt med nye vinterdæk.

Da vi kom til Lyon, var alt tørt og temperaturen i plus. Men nogle kilometer senere begyndte det igen at REGNE, og det blev bare ved. Ved Montèlimar tog vi ind på Camping Floral, som ikke er noget at skrive om. Man kunne få varmt bad mellem kl.18 og 20, men ingen gik ud i det vejr bare for at blive vasket.

Vi gemte snavset til næste dag, nytårsaftensdag, hvor vi ankom til vennerne i Pondrès. Her fik vi en tiltrængt opblødning i badekarret. Aftenen forgik i meget hundevenlig stilhed. Der var ingen skyderier i nærheden. Da vi gik ud i campingvognen efter midnat, kunne vi høre fjernt fyrværkeri fra byen. Det var alt.

Første dag i det nye år blev brugt til ingenting, d.v.s. ren hygge, frokost (leverpostej m.rødbeder og røget mørbrad fra DK, vagtler fyldt med røget skinke og vindruer i måsen, danske og franske oste, isdessert à l’Elsa) med bedstemor Mami og opladning til at fortsætte næste morgen. Det blev til formiddag. Morgenen er strøget af kalenderen. Den var med virusgylp. Chaufføren var fit for fight, men

Efter en enkelt overnatning mere og et kort besøg i Girona hos hundenes opdrætter, er vi nu tilbage på Vilanovapark Camping, hvor vi tilbragte vinteren sidste år. Advarsel : Har man ikke campingcheques/gold cart, hvor én hund er incl. i prisen, koster den 4 € om dagen, det samme for hund nr. 2, o.s.v. Vi bliver her 2 uger denne gang og skal prøve vores nye letvægtsfortelt for første gang.

7. januar : Vi har hørt det. Europa fryser ! Det er da også noget af det koldeste vejr, vi har oplevet hernede. En enkelt grad om morgenen, som ved hjælp af solen forsigtigt sneg sig op til 6° om eftermiddagen. Samme dato sidste år sagde 15,6° ! Sne helt ned til Barcelona. Her kunne man også se hvidt oppe på nogle af bjergsiderne. Den forsvandt godt nok hurtigt, men alligevel. Her havde det bare regnet en masse i løbet af aftenen/natten.

Næste dag er ligeså kold og næste . . . ? Nej, temperaturen var på 7° hele dagen. Solen ville til gengæld ikke. Det var bare gråt i gråt. Ligesom sidste år regner det åbenbart mest her, når det er blevet mørkt. Hvor meget af Middelhavet skal der mon til, og hvor lang tid tager det at danne alle de skyer, der bagefter vælter ned over os i kaskader ? Hvor kæmpestore skyer, eller hvor mange mindre skyer skal gå i kollektiv for at give den mega-mængde nedbør, vi fik den nat, hjulpet godt på vej af et flere timer langt tordenvejr ? Hver gang Xantippe gav Sokrates et møgfald, fordi han intet lavede, men bare sad og filosoferede, smed hun altid en spand vand efter ham. Sokrates konkluderede derfor, at efter torden kommer regn. Sådan var det også her, men begge dele kørte i ring, så det blev til en gang torden med regn både før og efter og om igen. Hver gang vi troede, det var
slut, var det bare endnu en ommer. Det var ikke et hundevejr. De kunne slet ikke lide det. Især Moka er dybt ulykkelig, hver gang det blinker og buldrer. Næste morgen nåede Cadell lige at få et glimt af en kat, der havde søgt ly for natten i vores fortelt. Heldigvis fik vi forpurret ethvert forsøg på kattejagt. Hundegodteposen var tømt, så måske får den ondt i maven. Efterfølgende gik dagen med alle de regnbyger, der ikke havde været plads til på nattehimlen. Og det var mange. Som tidsfordriv kørte vi derfor til Decathlon for at købe nye cykelhåndtag og ose lidt. Men en lørdag formiddag, hvor alle har fri, var der prop i næsten alle mellemgange, så fornøjelsen var beskeden. Vi fik dog købt, hvad vi gik efter + et par småting mere.

Her handler det meget om vejr. Det er jo det, der giver os muligheder og begrænsninger. Der går rygter om tørvejr i næste uge. Så får vi læst lidt mindre.

Det blev en flot søndags. Ingen skyer på himlen og 12° i skyggen. Førfødselsdagsgæsterne Jutta og Bent kom med lækre, frisk-campingbagte chokolademuffins til deres medbragte kaffe. Senere bød vi på lidt, småt af hvert: tomatbrød, rosa- og knivmuslinger, hel andelever, et par små oste og lidt snacks. Det rakte til nogle hyggelige timer, inden vennerne gik ”hjem” (2 pladser nord for os). Næste morgen d.12. januar og Bea’s fødselsdag begyndte med en SMS fra Gurli kl. 6:35. Siden kom der hilsner ind med jævne mellemrum hele dagen. Tak for dem alle sammen. Gårsdagens venner rejste sydpå. Solen skinner stadig.

18. januar.
Vi forlader Vilanova Park camping og sætter kursen mod camping L'Ametlla de Mar.
Gert har fødselsdag. Fik en hilsen i går, da vi i dag flyttede til l’Ametlla de Mar for nogle dage og ikke vidste, hvordan netforbindelsen ville være her. Det var heldigt nok, for den var her slet ikke. Den var i u-du.
Turen hertil var let – 100 km motorvej uden trafik, et par få km uden om byen, så var vi der. De spanske vejbump er, trods deres størrelse, meget effektive. Bortset fra de bøger, der næsten altid falder ned fra hylderne, var det lykkedes den lille potteplante, som vi havde med hjemmefra, at få vendt bunden i vejret. Men, kære Lis og Bent, vi har restaureret resterne af den efter bedste evne. Campingpladsen er nabo til både jernbane og motorvej, så her er lidt baggrundsstøj.

Til gengæld er her næsten ingen mennesker. Da vi ankom var her 2 x GB, 1 x D, 1 x CH, 1x F med en svensker. Sidst på dagen kom der så et par stykker mere.
Det er en god og billig transitplads. Med ACSI-kort 13€ og hunde gratis. Vilanova Park 14€ + 4€ ekstra for hund nr.2.

Her er en smuk kyst. Desværre er adgangen ikke Bea-venlig, så den må hun betragte på afstand. Området har kilometervis af oliventræer. Cadell har kun set én kat. Vi har set to. Dagtemperaturen faldt slet ikke efter solnedgang. Aftenen er lun, 12° kl. 20.
Gratis fitness. Nøgle fås i receptionen. Døren bandt så meget, at Bea desværre ikke kunne komme ind, så hendes træning kom til at bestå af klatreturen op til 1. sal, hvor lokalet lå, ad en udvendig stentrappe med et så bredt et gelænder, at det ikke var til at holde i, men som stærene havde nemt ved at ramme. Dem er der så mange af, at de laver sort sol flere gange om dagen.
Næste aften blev varmere end dagen. Kl. 23 var temperaturen steget til 13,7°. Midt om natten blev vi vækket ved lyden af kraftige vindstød, der lød som små tornadoer. Underligt, campingvognen ikke så meget som vibrerede.

20. januar.
Kørte ud i Ebro-deltaet, kiggede rismarker og fugleliv.

Fortsatte næsten helt ud til udløbet og nød den medbragte mad, siddende på en ”plankesti” ved flodbredden i blæst og blå himmel

Kører i morgen 60 km til camping Eden i Peñiscola, hvor Jutta og Bent har været så flinke at reservere en plads til os. Her regner vi med at blive resten af denne uge.

21. januar.
Ankommer til Peñiscola ved middagstid. Hyggesnak i solen med venner det meste af eftermiddagen. Efter en gråvejrsdag med regn, indkøb og gæstemiddag kom varmen bragende næste dag fra 10 - 23˚på en formiddag. Det gode vejr blev brugt til at cykle langs stranden ind til byen og med Jutta og Bent som guider ”op” til en fantastisk udsigt. Med efterfølgende middag hos dem nød vi den lune aften, som endte på 16˚ ved nattetid. Nogle timer senere blev man vækket af denne sæsons kraftigste vindstød/blæsevejr. Det fortsatte bare hele dagen for fuld udblæsning. Søgte på den lokale vejrmelding for at finde ud af, hvornår det stoppede = på onsdag. Prognosen siger godt nok ”kun” vindhastighed på 36km/t, men den tror vi ikke på. Det må have været i pusterummene. Så vi bliver her lidt endnu.

25. januar.
Næh, vi blev ikke. Vejret var flot og vindstille, så vi pakkede og kørte til Moraira, syd for Javeá, som kun er 7 km fra kusine Lene. Campingplads op ad bakke. Lidt mange fyrretræer. Havudsigt fra de øverste etager hvis der ikke bor nogen på hylden foran. Det gør der ikke. Vores pladsnr. er det samme som husnr. hjemme.

Smuk solopgang. Endnu smukkere aftenhimmel ved hjemkørsel fra besøg hos Lene.

Næste dag kørte Lene os rundt i Jávea og omegn, både op og ned ad bakke. Blæste kraftigt, især på toppen. Fantastiske udsigter og natur. Frokost (stor portion blåmuslinger og friskpresset appelsinsaft) på strandrestaurant Nanoyó med kig ud til/på bølgerne.

Hele denne del af verden er anlagt i terrasser. Det må have taget flere tusind år at få banket alle de sten på plads.

Efter en dag mere i Moraira kørte vi 360 km til Los Escullos. Hele vejen er fantastisk smuk. Efter kilometervis af appelsinplantager bliver de nu færre og bytter plads med citroner. Mandeltræerne er begyndt at blomstre. Så kommer bjergene nærmere med hele farveladen fra det grønklædte til de mere bare klipper i rødlige, gullige og grå nuancer. Det sidste stykke vej var pludselig helt fladt og mere eller mindre dækket af plastic. Ikke noget særligt kønt syn, men … men … Det er jo bl.a. herfra nogle af alle vores importerede grøntsager kommer fra. Forbi alt det og så lige de sidste par kilometer ind i nationalparken Cabo de gata, Níjar, fredet og under UNESCO’s beskyttelse.

31. januar.
Cabo de gata, Europas eneste officielle ørken er nogle steder meget grøn på denne tid af året. Om sommeren er det hele tørt. Bundvegetationen omkring campingpladsen er grøn med et væld af vildtvoksende blomster i alle farver. Her er ikke meget, der ligner træer, men palmer er der da blevet plantet nær den sparsomme lidt arabisk præget bebyggelse. Det bliver spændende at komme i gang med fotografiapparatet.

Har været i San José for at finde et supermarked. Vi fandt en lille Spar-købmand, hvis vareudvalg levede fuldt op til navnet. Vi overlever weekenden. På vej tilbage så vi en anden butik, ikke umiddelbart større, men den så ud af lidt mere ud. Prøver den i næste uge.

Søndagen starter med heldagsregn, som efter en stjerneklar aften går over i en nat med vildt regnvejr og torden i det fjerne. Vejrmæssigt en lidt kedelig mandag, når man nu gerne vil have sol og varme. Men alligevel at foretrække frem for den danske vejrmelding. Jutta og Bent forladt Peñiscola og kommet hertil – lige så fascinerede af hele bilturen som os.

4. februar.
Solen skinner, og trods en strid blæst er det vejr til at fotografere blomsterne, inden den varslede kulde kommer. Lavendlerne har myldret frem de sidste par dage og udsender deres stærke duft. Her er gule blomster af flere forskellige slags, et par få hvide sorter + en enkelt mørk lilla, og nogle få røde valmuer. Timian er ved at springe ud. Det er ikke et område, hvor vi har lyst til at slippe hundene løs, selv om der er kilometervis af plads. Der er masser af stikkende krat, og længere ude på bjergsiderne ses store mængder af figenkaktus og agaver.

5.februar.
Omskifteligt vejr : Natteregn, formiddagsbyger,eftermiddagssol, stjerneklar aftenstorm.

Naturen her er ubeskrivelig. Fotografierne har svært ved at gengive vores indtryk på nethinden.

Endnu flere små blomster er dukket frem, både gule, rosa og en yndig lille bitte lilla bunddække blomst - rør mig ikke = små torne ved hvert bladhjørne. Det er selvfølgelig forbudt overhovedet at plukke blomsterne, men mon ikke der alligevel kommer en lille kvist timian i middagsmaden ?

9.februar.
Vejret i disse dage er lunt 15 -17˚ og solrigt. I næste uge skulle det blive koldt, men stadig med sol, i en stor del af Spanien. Men prognoser kan ændre sig, og lige nu er der længe til næste uge.

14.feb.
– Indtil flere krammer med Jutta og Bent, som forlod pladsen for at flytte teltpælene til Santa Pola. Bea fik en lille afskedspakke af Jutta – Vil passe godt på den, så meningen med den ikke bliver væk (fumar puede matar).

Sten ! Små sten, lidt større sten, store sten, kæmpe sten. Her er masser. Nogle er grønne af ir, nogle skinner hvidt som dem fra Hans og Grete. Nogle er med glimmer, andre uden. Så er der dem med flere farver. Og så de mange - Dem er der bjerge af. Man kan ikke lade være med at samle op og samle op og smide væk og om igen. Der står ingen steder noget om, at der er forbudt. Nogle af dem kommer helt sikkert med hjem.

Her skulle også være en del vildt, men ud over hunde og katte har vi indtil nu kun set en rød ræv, en død kanin samt mange spor efter vildsvin ved vandpytterne, når det har regnet.

Vi må ikke glemme fuglelivet . Hver morgen hører vi en spanskkvidrende stær og hærfuglens kalden. Her er masser af forårskåde tyrkerduer, gråspurve, der bor i palmerne og en masse andre små fugle, der vimser rundt i træer og buske. Ude på de åbne vidder er der også en masse småt + toplærker ? De har i hvert fald top ! En dag kører vi ud til strandengene og kigger på flamingo’er i fri dressur.

Så kan hun lære det ! Her kører man ikke ud nogen steder uden fotografiapparatet. Det kostede lige en time ekstra på crosseren i stenet terræn for at køre tilbage til kysten og tage billeder af dagens store bølger i østenvinden. Og så ser de alligevel ikke ud af ret meget – især ikke, når man tager dem 5 m oppefra og ned ! Nåh, hva’. Cadell fik så også bare en dobbelt tur-retur.

Kørte 40 km til Almeria for at købe ind i Carrefour. Nu måtte vi have lidt andet end det vi kunne få i det lille supermarked i San José. På den ene side af den lange vej er også her en stor del af landområderne dækket af plastic. Tak til Spanien for at spolere så meget af deres smukke land bare for at dyrke tomater og grøntsager til os. Ind i mellem og især på den anden side (mod kysten) kan man se store agave-marker med ”skove” af blomsterstængler. Måtte have hjælp af GPS’en for at finde butikken. Den var vild med at diktere os mod kørselsretningen, både derhen og ud igen. Men vi klarede den ved ikke at tro på alt, hvad den sagde. Fik ribbet Carrefour for mad til et par uger (tvivler på, det kunne ses, at vi havde været der).

I morgen er dagen så bare til en tur i kondikælderen med efterfølgende afspænding i en læ-krog.

Vi fik hverken solbad eller brusebad. Gråvejr + 13˚ = klatvask. Næste dag - hurra – store badedag til begge dele. Den forstod I selvfølgelig godt. Skyfrit + 15,7˚, så er der til det hele.

19. feb.
– Badedag igen - med særlig hilsen til Skytterne ! Det blæser næsten ikke !!

21.feb.- For resten har vi da også set geder og nogle heste i flere størrelser. En stor og en meget lille hest var begge så fascinerede af Cadell’s gøen, at de fulgte os pænt på vej. Moka ville helst have undværet dem.

25. feb. Dagen, hvor vi køre ud til Faro (fyrtårn) del Cabo de Gata og Arrecite de las Sirenas (havfruernes skær). Vejen snoede sig det sidste stykke højt opad med kysten langt nede til den ene side og klippevæg til den anden side, inden den kørte nedad det sidste stykke vej. På et kort stykke, før det gik nedad, var vejen indsnævret til kun én kørebane. Lige inden var der et vigespor, hvor der holdt et par turistbusser, som ikke kunne komme længere. Det myldrede ud med folk, som måtte gå resten af vejen. Det var lidt af en balancekunst at passere alle de mennesker på det smalle stykke. Halvdelen af dem klemte sig op ad klippevæggen, andre havde travlt med at fotografere, og nogle sad bare på autoværnet og nød udsigten. Foran os kørte en tysk autocamper. Pludselig var det stop. Autocamperen begyndte at bakke, fordi der kom en modkørende. Heldigvis var der et lillebitte vigespor, han kunne komme ind på, hvis vi andre bare rykkede 5 meter. Bare rolig Jutta – ingen fare ! Det farligste var vel pensionisterne på autoværnet. På tilbagevejen mødte vi ingen biler, kun fodgængerne.

Bagefter gjorde vi stop ved Las Salinas = ”saltmarkerne” og flamingoerne. Hele reservatet er hegnet ind, men der er så lavet flere ”sluser” med udsigtspunkter, hvor man kan stå i skjul og kigge ud på fuglelivet. Desværre var alle fugle så langt ude, at vi kun så dem som hvide prikker – så de kunne have været hvad som helst, hvis vi ikke havde haft zoom. Til gengæld fik hundene en rigtig meget lang spadseretur langs det store område. Moka var kåd, straks hun kom ud af bilen. Det er for hende ikke normalt, når hun er steder, hun ikke kender. Da der var totalt mennesketomt, fik hun lov at løbe løs hele vejen. Cadell blev ”trynet” lidt undervejs. Ren sjov i gaden.

At beskrive turen visuelt er svært. Det vil fylde alt for meget. Lige meget, hvor man vender blikket hen, er der noget smukt at se på. Bjerge, hav, salinas og rundkørsler, ja selv den flade landevej gennem plasticmarkerne med dens mega-mængde af lysegule blomster, der lyser op langs vejkanterne, er en fryd for øjet.

27. feb. Til San Jose og købe ind. Ville samtidigt lige tjekke vejen til strandene del Genoveses og del Mônsul. Endnu en naturoplevelse af de store. Der kører vi meget snart ud igen – med både crosser, madkurv og fotografiapparat !

1. marts. Forår. Sikken start. 12˚ kl. 8. 16˚ kl. 10. Selv om vinden satte farten op i løbet af eftermiddagen, nød vi at gå ud og se på blomster og opdage nye, bl.a. en lillebitte blå iris på bare 10 cm.

3. marts – Det regner, er gråvejr og regner igen. Det regner uafbrudt i flere timer. Eftermiddagen blev fejret med kakaopulver og flødeskum på spraydåse. Hundene bliver luftet kl. 16:30. Kl. 17.03 efter 2 korte, meget våde hundeture, skinner solen bare lige pludseligt. Ørken < 250 mm regn om året. Det faldt vist alt sammen i dag.
Har hørt, at spansk tv-vejr har registreret denne vinter som været Spaniens koldeste i 20 år, så den globale opvarmning må ligge i de australske skovbrande.

6. marts. Efter et par dage med kraftig blæst blev det dagen, hvor vi pakkede madkurven og tog en tur til ”Texas-Hollywood”, området, hvor adskillige western’s er blevet indspillet. Undervejs så vi helt andre bjergformationer, end det vi kom fra. Her var klipperne næsten nøgne, kun med meget lidt, spredt vegetation. Vi kørte til Cinema Studio’s Fort Bravo, men opgav at gå indenfor, da vi ligesom ikke syntes, at vi havde lyst til at betale 2 x 19 € for at se kulisserne på nært hold i gråvejr. En stor, doven sky havde placeret sig lige foran solen – og der blev den. Vi tog et par billeder udefra og kørte i stedet tilbage til hovedvejen, parkerede bilen, tømte madkassen, tog crosser og hunde og gik en længere tur ad et lille bitte stykke af vandrestien GR 140, som går mellem Cabo de Gata og Sierra Nevada (169 km). Her fik vi en spændende tur tæt på klippevæggene. Sten ? Jo, et par stykker fik vi da taget med os.

8. marts. Fantastisk. Alle de gule blomster, som var her da vi kom sidst i januar, de blomstrer stadig. Det gør de fleste af alle de andre også + de nye, der er kommet til senere, bl.a. snerler, tidsler i forskellige størrelser og faconer og nogen hvide, der hverken er margeritter eller kamille. Og som prikken over i’et står mimoserne og lyser op med deres små gule ”vat-totter”.

Bea havde taget fejl. Troede, der var to slags valmuer. Ved at gå helt tæt på opdagede hun, at den ene af dem faktisk var en knaldrød ”fransk anemone”.

Alt i alt en farverig oase i ørkenen - forårsaget af mere regn i løbet af vinteren end normalt.

9. marts. Allans fødselsdag. Tak for alle tillykke-hilsnerne. Efter et par meget flotte dage kom der desværre nogle skyer på himlen. Det forstår vi selvfølgelig ikke.

10. marts. Nu er skyerne væk igen.

11. marts. Whauu for en tur. Droppede tanken om madkurv. Spiste i stedet meget tidligt frokost, inden vi kørte ud forbi Playa Monsùl, fortsatte til vejens ende, P ved Cala Carbon. Herfra går vandresti til Faro (fyrtårn) del Cabo de Gata (se 25. feb.). Adgang til stien er spærret for biler af en låge, men fodgængere kan passere ved et hul i murværket. Det gik op og op og op (h 213m) ad bakke hele vejen, indtil vi blev stoppet af endnu låst låge. Hullet i muren havde desværre en for høj kant til crosseren, som derfor ikke kunne komme længere. 5 m på den anden side af lågen havde vi en fantastisk udsigt langt ned til fyrtårnet. På tilbagevejen gjorde vi holdt ved Playa Monsùl for at fotografere de forstenede klitter. Det lykkedes Bea at køre fast i sandet, da ikke det hele var så hårdt, som man kunne ønske.

14. marts. St. Patrick’s day – Irlands nationaldag. St. Patrick kom til Irland som missionær, bragte religionen til Irland i 432. Vi var af Judith, GB blevet inviteret med til at fejre St. Patrick’s day i bungalow 38, beboet af hollændere som lagde ”hus” til 30-40 personer fra NL, GB, D, E, os to fra DK og de 2 irlændere, som stod for festen. Han var kok og havde sørget for mad. Hun slog rytmer på en lodret tromme til en film med River Dance. Efterfølgende kom The Dubliners på skærmen. Iflg. Wikipedia er dagen den 17. marts. But nevermind, det var en hyggelig og hjertevarm aften.

16. marts. Moka 9 års fødselsdag og midtvejs løbetid. Den kommende uge bliver nok lidt anspændt.
Kørte til Almeria for at se fæstningen, som er Andalusiens næststørste efter Alhambra i Granada. Vi havde åbenbart ikke taget det bedste vejvalg, så smalle gader og mange biler gjorde det så uoverskueligt, at vi blev enige om at udsætte det til næste år. Fik dog nået at se, at Almeria er en smuk by. Byturen endte i Carrefour, hvor vi fik købt masser af lækker mad til den næste uges tid.

19. marts. Havde hørt fra et hollandsk par, at man kunne finde granater ved vulkanen La Granatdilla ved Níhar. Det måtte vi prøve. Vi tog et dansk par, Kisser og Jørgen fra Slagelse, med på ”granatfindertogt”. Stien op til krateret var ikke for Bea, men hvorfor også trave helt derop, når regnen havde skyllet nogen af dem ned på vejen. Her lå de selvfølgelig ikke lige så tæt. Man skulle kigge lidt grundigere efter dem. Oppe på kraterkanten gik Kisser helt i selvsving. Der lå de så tæt, som var det en knækket halskæde. Hvis ikke det var fordi de medbragte madpakker ventede nede ved bilerne, var hun nok blevet deroppe. Lidt bjergkrystal blev der også fundet.

22. marts. En dag med blandet succes. Startede med at køre til Almeria for endnu en gang at forsøge at finde Alcazaba. Denne gang lykkedes det at komme frem til fæstningen efter at have droppet GPS’en, som blev ved med at ville have os ad de smalle ensrettede gader modsat køreretningen. Men at parkere på næsten højkant op ad bakken, få crosser’en af bilen samt skygge til hundene var håbløst.

Vi gav op og kørte så i stedet ud til Cabo de Gata’s informationscenter, hvor man kunne se, hvordan hele området var dannet for millioner af år siden, årsagen til det subtropiske klima, dyreliv osv. Da vi så havde tænkt os efterfølgende at ville hundelufte på vandrestien, fik vi at vide kl. 14:35, at porten blev lukket kl.15. Det blev så kun til en kortere tur ad asfaltvejen ud til landevejen. På vejen så vi, at vandrestien var det rene sand. Det havde crosser’en alligevel ikke brudt sig om.

Så det blev igen en ”i stedet for” tur ad en omvej hjem, hvor vi i den udørken mellem bjergene og med meget langt mellem husene så marker med bl.a. store fine Iceberg salat. Hvor de fik vand fra ? Det spørger vi os også om. Lige henne om hjørnet af næste bjergtop lå de nedlagte guldminer. På vej ud af området i udkanten af Rodalquilar lå ”guldvaskerfabrikken” med transport-slidsker og de store kar, hvor guldet blev vasket/udskilt. Herfra var det så bare gennem byen, ned ad bakken på 10% og så de sidste km langs kysten tilbage til Los Escullos.

23. marts. Moka er helt på toppen og kan ikke forstå, at hun ikke må komme ud til alle hannerne.

27. marts. Endelig fik vi taget os sammen. Oprydning og pakke-sammen-dag. I morgen er det farvel til Los Escullos for denne gang. Moka er stadig lidt interessant, men heldigvis særdeles afvisende.

28. marts. Kisser, Jørgen og parret fra Køge kom og sagde pænt farvel. Fik aftalt med Alberto, at når vi kommer igen, sender vi en mail en måneds tid før, så han kan nå at beskære oliventræet.

Vi ved det godt. Alle mimoserne hernede er ikke mimoser. De ligner bare. Og de er ret seje. Selv langs motorvejen står de i rabatten og op ad klippevægge og blomstrer med deres små gule vatkugler.

Første stop: Camping Almafrá i Alfaz del Pi ved Benidorm, byen der har de højeste huse, vi indtil nu har set (fra motorvejen). Kører videre i morgen.

29. marts. Gurli’s fødselsdag. Sender tillykke-SMS inden afgang.

Næsten ingen appelsiner på træerne. Til gengæld er blomstringen af næste høst så småt begyndt. Næste stop er camping Torre la Sal, Ribera de Cabanes. Direkte til strand. Magelig plads, fordelt på to sider af vej. Indkørsel og fodgængerovergang var med betjening. Skraldeposer blev afhentet på hver parcel. Velassorteret supermarked med lidt campingudstyr. Købte ”net-gulvtæpper” til udendørs brug (så evt. regn kan løbe igennem).

30. marts. Camping La Masia, Blanes. Fik vegetabilsk paella m. bl.a. artiskokhjerter, sukkerærter og andre lækkerier fra restauranten. 2 x 7 € + 2 x 2 € i pant for tallerknerne. Bliver her til torsdag.

31. marts. Føles kold. 10˚ og gråvejr. Formiddagstur i på strandpromenaden. Lækkert grønt-marked. Blanes har sit eget flag. Det ligner det danske meget, men de 4 røde felter er lige store og det hvide kors har samme bredde, som de røde felter. Fra middag regn, regn og endnu mere regn.

Regnbygen varede, bortset fra få øjeblikke i nattetimerne, næsten 19 timer. Så blev det tørvejr !

Vi besøgte Elena, fik købt hundefoder, sludret og krammet. Bea besøgte campingpladsens fitnesscenter. Aldrig set så flot en svømmepøl. Den lignede noget dyrt, taget fra en film.

2. april. Det har bare regnet hele morgenen, hele vejen og det regner endnu. Alligevel - et glædeligt gensyn med Camping Le Haras, Palau del Vidre i Frankrig de næste 2 uger.

Se billeder herfra på sidste års vintertur :

Campingpladsen http://www.beallan.dk/hjemrejse-sp2008/Palau_del_Vidre/index.html

Byen http://www.beallan.dk/hjemrejse-sp2008/Palau%20del-Vidre%20byen/index.html

3. april. Tørvejr. Indkøbsdag. Franske Carrefour i Frankrig! Bea gik i selvsving i osteafdelingen. ”Heldigvis” havde hun glemt sine briller, så det blev kun til en Morbier, et stykke fast fåreost efter ostedamens valg, en Perac (blød fåreost) og en Tartare – hvidløg. Me..en, vi kommer igen. Skyfri solnedgang lover godt for i morgen.

6. april. Efter et fantastisk weekendvejr var morgenen lid grumset. Kunne se på DMI’s vejrside, at der ikke er den store forskel på her og derhjemme.

Over middag skinner solen igen. Vi kører til Argelès sur Mer for at se udstillingen ”VIVANTS” , som er opstået ved et samarbejde mellem foreningen Good Planet og den verdensberømte franske dyrefotograf Yann Arthus-Bertrand. Flot ! De 92 store fotoplancher fra 39 fotografer og 64 tekstplancher om jordens menneskeskabte tilstand har allerede været vist i store dele af verden.

7. april. Vejrmæssigt (gråvejr) planlagt til indkøbsdag. Prognosen holdt, og vi fik brugt en masse penge (især til Allan og hans cykel). Hundene nåede at få eftermiddagstur i tørvejr, men så var det også slut.

8. april. Det har regnet uafbrudt siden i går kl.17, og det regner stadig kl. 11. Om en time har vi nået rekorden på regnbygen fra Los Escullos på 19 timer. Pause fra 12 til 12:15. Rekorden er sat. Der kom lige tre uafbrudte timer mere + tre timer med småbyger.

11. april. Igen en møgdag. Det høvler ned. Ingen går ud til deres biler for at køre nogen som helst steder hen. Det er lige før, man i sådan et vejr kan få hjemvé efter sofaen og et ligegyldigt tv-program. Vi kan se på den danske vejrmelding, at vi burde pakke sammen og skynde os hjem – til solen – men det gør vi altså ikke. Det har ikke regnet siden kl. 14.

12. april. Det regner – meget ! Vi kunne både have set Le Musée d’Art Moderne de Céret og Maison de l’Art Roman i St. André i disse dage, men nej. Vi var bare totalt passive.

13. april. Panik fra morgenstunden ! Glemt, at børnebørn plejer at få besøg af påskeharen. Med et ring til en telefonsvarer og et par SMS'er blev sagen klaret. Flokken fik en fætter/kusinetur i biffen. Tak Anja.
I går 8˚ og kun regn - lige indtil sengetid. I dag 17˚ og sol det meste af dagen. Med dagen i morgen kan vi nå at få tørret og pakket det meste inden evt. regn på onsdag, og turen går videre på torsdag. Bjergvejen fra le Perthus til Albères med Puig Neulós må vi ha’ til gode. Foråret her, lige her og nu: Fersknerne var desværre helt afblomstret før vi kom. Forsythia har tabt de sidste blomster, mens vi har været her. Nu er der bl.a. roser, spirea, pæon og blåregn i fuldt flor. Eucalyptustræet står med sine hvide duske. Har samlet lidt eucalyptus-nødder. Hvis nogen gerne vil forsøge at få dem til at spire, deler vi gerne ud. Jutta har mistet en del træer, ved vi – så måske var der et emne til lidt fornyelse her ?

16. april. Forlader Le Haras. Frokosthvil ved stranden ud for Narbonne. Ankommer sidst på eftermiddagen til vennerne i Pondres, hvor vi som sædvanlig bliver modtaget med åbne arme.

19. april. Sidste aften. Middag på restaurant l’authentic i Lunell. Lille hyggeligt sted med plads til mindst 20 personer. Manden kok, konen tjener. Super betjening og spændende menukort til en meget rimelig pris, 3 retter = 19 €.

Bea måtte levne en stor del af sin ”aligot” (kartoffelmos m.ost) for at gi’ plads til desserten, som heller ikke blev spist op. Pinligt ! De andre klarede alt deres.

20. april. Bliver som altid begavet med diverse lækkerier inden afgang. Denne gang var der ost, æg, pølser, marmelader, vin og karameller. Overnattede på Camping les Bords de Loue nær Dôle.

21. april. Kørt til Camping des Trois Châteaux i Eguisheim, Alsace, puttet ind mellem den lille gamle middelalderby og vinmarkerne. Her bliver vi til på lørdag.

Alsace er ud over vinen kendt for sine storke – men i 1974 var der kun 9 par tilbage. Med indsats fra ornitologer har man oprettet storkefarme, hvor resultatet af yngelen bliver holdt fanget deres første 3 leveår, inden de bliver sluppet ud til det frie liv. Derved har de helt mistet den ellers naturlige drift til at tage på det farefulde træk sydpå til Afrika. Sammen med den nødvendige fodring om vinteren, har det øget bestanden til 220 par i 1997.

Foråret er i fuld gang : Storkene ruger, også på kirketårnet, solsorten synger fransk, men sortkragen siger ligesom den grå derhjemme. Forsythiaen drysser og kirsebærrene sidder som små grønne prikker. Æbletræer, syrener og mælkebøtter blomstrer. Vinstokkene står nyklippede i kilometerlange rækker med små grønne blade.

Har været på en afmærket, kulturel spadseretur (sentier viticole) rundt i vinmarkerne, hvor der var opsat skilte, som fortalte om de forskellige druer og arbejdet med planterne. Flot vejr alle dage.

25. april. Videre. Turen op gennem Tyskland gik med udsigt til bl.a. gule rapsmarker og helt grønne bøgetræer. Næsten for godt vejr til at køre i. Rart, at vi har solen i ryggen. Natstop: Camping Seepark Derneburg i Holle syd for Hildesheim.

26. april. Gårsdagens flora fortsætter, nu også med masser af blomstrende hæg (majtræ) langs motorvejen. Den smule trafik, der er, glider bare. Vi når grænsen allerede kl. 12:30. Køber en is, kører videre og spiser sen frokost ved Storbæltsbroen. Hjemme kl. 18:45, dagen før planlagt. Græsplænen står fin og nyklippet. Den har vores flinke ”vicevært” taget sig af.

27. april. Rejsen er slut, men historien er ikke. Tænk den selv videre. Rækkefølgen er tilfældig: Tømning af vogn. Storvask. Hovedrengøring af nogle få kvadratmeter. Støvekludens vandring gennem gemakkerne (næste uge ?). Læse post. Ringe hist og pist o.s.v. Så er vi klar til at nyde endnu et forår i år.